Menu

Senior 1: FFK tabte 1-2 til Ølstykke

image Daniel Simonsen scorede FFK's mål mod Ølstykke. Foto: Dorte Meldgaard Hansen
Jesper Thinghuus
28. april 2024 kl. 08:05
Efter de seneste pointgivende kampe måtte FFK gå tomhændede fra banen, da topholdet Ølstykke hentede fuld gevinst i lørdagens serie 1 opgør på Frederiksværk Stadion.

De seneste opgør mod Ballerup og Gladsaxe, som kastede 4 points af sig, gav Frederiksværk lejren tro på, at der kunne hentes en sejr mod Ølstykke, som FFK’erne da også havde spillet uafgjort 1-1 med i efterårets udekamp.

Gæsterne viste sig imidlertid at være for stærke og kunne tage de 3 points med sig hjem efter en lige kamp, hvor marginalerne tippede Ølstykkes vej.

Første halvleg var jævnbyrdig, men som man ofte oplever, har topholdet de få pct. ekstra, der skal til for at tippe opgøret over på sin side. Hjemmeholdet blev ramt af både en skade til Andreas Gaddrup og et par gule kort, som gav gæsterne en fordel, og Ølstykke var således foran 1-0 ved halvleg, selvom hjemmeholdets Filip Leis var tæt på at udligne kort før pausefløjt.

FFK’erne havde under svære betingelser leveret en fin første halvleg, men 5 minutter efter sidebyttet punkterede gæsterne reelt kampen, da de udnyttede et hjørnespark til at bringe sig foran 2-0.

FFK spillerne vil nok ærgre sig over igen at have lukket mål ind på en dødbold, men hjemmeholdet lod sig ikke slå ud af modgangen og fortsatte ufortrødent med at jage en reducering.

Den kom efter 78 minutter, da Daniel Simonsen flot satte et langskud op i trekantsammenføjningen til 1-2.

Hjemmeholdet trykkede herefter det gæstende tophold i bund i resten af opgøret, men trods et par nærgående forsøg lykkedes det ikke at udligne.

Dermed endte det med et ærgerligt 1-2 nederlag for Frederiksværkspillerne.

I næste uge venter endnu en svær kamp, når FFK møder rækkens nr. 2, Nerashte, på udebane i Ballerup Idrætspark.

Luk