FFK’s senior 1 sikrede sig med en sidste minuts udligning mod Friheden

Der var på forhånd lagt op til en nedrykningsgyser, da Frederiksværks senior 1 mødte BK Friheden på udebane i serie 1 sæsonens sidste spillerunde.
Ingen af holdene kunne tåle at tabe opgøret, mens uafgjort kunne være nok for FFK.
Kampen åbnede da også som en nervøs chancefattig affære, hvor begge mandskaber var påpasselige med ikke at blotte sig.
Det var derfor ikke så overraskende en dødbold, der førte til den første scoring efter 18 minutters spil.
Friheden tilkæmpede sig et hjørnespark i venstre side, som Magnus Sørensen sendte ind foran mål, hvor gæsternes forsvar ikke fik markeret Daniel Bøggild, der uhindret fik lov at stige til vejrs og heade bolden i nettet til 1-0.
En kedelig udvikling for udeholdet, der med et nederlag ville være i alvorlig nedrykningsfare med mindre Vejby samtidig tabte deres opgør i sidste spillerunde mod Herstedøster.
Frederiksværk skulle nu jage en udligning og var også det bedste hold på bolden i lørdagens opgør i Hvidovre, men FFK’erne forivrede sig for ofte inden pausen og havde enten for mange touch på kuglen eller lagde upræcise afleveringer, så det var forholdsvis nemt for hjemmeholdet at stå langt tilbage på banen og forsvare sig.
Gæsterne kom ikke frem til ret mange målchancer før pausen, hvor det blev til en enkelt god mulighed til Nicolai Jægergaard, som dog sparkede over mål fra kanten af feltet.
Efter pausen lagde FFK et hårdere tryk på hjemmeholdet og de sidste 45 minutter udviklede sig til en belejring af Friheden-målet.
Udeholdet øgede tempoet i boldomgangen, som også blev mere præcis og det førte til flere chancer.
Nicholai Christiansen brød alene igennem efter 8 minutter, men han fik sendt sin afslutning over mål.
Kort efter fik Jægergaard en stor mulighed midt i feltet, men han fik ikke ordentlig træf på bolden, så hjemmeholdets keeper kunne redde uden de store problemer.
Jægergaard og C kombinerede sig igennem Friheden forsvaret efter et kvarters spil, men kuglen ramte stolpen og hjemmeholdets forsvar fik clearet.
Filip Leis ville også være med, men fik sendt en stor hovedstødsmulighed forbi mål.
FFK’s tryk på hjemmeholdet øgedes gennem halvlegen og Friheden-forsvaret kæmpede en heroisk overlevelseskamp og fik flere gange blokeret udeholdets forsøg inde på målstregen, ligesom stolperne kom værterne til undsætning i et par situationer.
På det tidspunkt stod der 2-2 i Vejbys opgør mod Herstedøster og FFK skulle derfor have udligningen for ikke at rykke ud af serie 1.
Tiden var ved at rinde ud, men Frederiksværkspillerne formåede at undgå at gå i panik og at holde hovedet koldt og så kom udligningen fuldt fortjent til allersidst.
Marius Andersen brød stærkt igennem Frihedens bagkæde i det 90. minut og han fik lagt kuglen på tværs, hvor Nicolai Jægergaard havde taget et perfekt løb ind i feltet og med brystet fik Jæger dirigeret bolden over stregen til stor forløsende jubel i Frederiksværk-lejren.
Hjemmeholdet havde været meget sjældne gæster foran FFK keeper Matthias Sandvads mål gennem hele 2. halvleg, men nu var det dem, der var pisket til at satse alt i dommerens tillægstid.
Friheden formåede imidlertid ikke at true FFK målet i de sidste desperate minutter, så da slutfløjtet lød, var det FFK’erne, der kunne juble, for Vejbys opgør endte også uafgjort og dermed sluttede FFK på den trygge 9. plads i rækken, mens Vejby som nr. 10 med stor sandsynlighed også er at finde i serie 1 i næste sæson, men de skal afvente resultaterne af play off kampene til og fra Danmarksserien og 3. division, før de kender deres skæbne med sikkerhed.
BK Friheden sluttede, med det uafgjorte resultat, på 11. pladsen, som sandsynligvis betyder nedrykning til serie 2, med mindre resultaterne i de nævnte play off kampe alle går Frihedens vej.
Det var i det hele taget en god lørdag for FFK’s seniorafdeling, for senior 2 sikrede sig, med 2-2 på udebane mod Store Lyngby, førstepladsen i serie 4 oprykningsspillet. FFK målene blev sat ind af Casper Madsen og Asbjörn Joel Prien.
Det betyder, at Karsten Rousing-Bentsens mandskab - udover at rykke op i serie 3 - skal spille om Sjællandsmesterskabet på lørdag kl. 13.00 på udebane mod enten Farum eller Albertslund BS 72.
Også senior 3, der har sikret sig oprykning til serie 4, skal som vinder af deres serie 5 pulje spille om Sjællandsmesterskabet, når Tom Jensens tropper på tirsdag kl. 19.00 møder enten Kokkedal eller Taarbæk på Frederiksværk Stadion.