FFK's senior 3 spiller om Sjællandsmesterskabet torsdag aften på Frederiksværk Stadion

Tirsdagens opgør mod Taarbæk blev en spændende affære, hvor gæsterne bragte sig foran med 2-0.
Frederiksværk viste imidlertid god moral i de sidste 25 minutter ved at levere et flot comeback, hvor først Rasmus Ptak reducerede på straffespark, hvorefter Marc Oxenløwe bragte balance i regnskabet med sin 2-2 scoring 10 minutter før tid.
Uafgjort betød, at holdene skulle ud i straffesparkskonkurrence. FFK's fem udvalgte spillere, Birhat Kevir, Nicklas Petersen, Rasmus Jacobsen, Robert Marker og Rasmus Ptak sørgede for at score på alle FFK's straffespark og da FFK keeper, Philip Myndal, nappede et af Taarbæks spark, kunne FFK-lejren juble til sidst og avancerede dermed til kvartfinalen i serie 5 Sjællandsmesterskabet.
Kvartfinalen spilles torsdag aften kl. 19.00 på Frederiksværk Stadions opvisningsbane. Her skal Tom Jensens mandskab op mod Albertslund IF, som var oversidder i 1/8 finalerne.
Da alle holdene i Sjællandsmesterskabet er puljevindere fra den ordinære sæson, bliver det uden tvivl et tæt og spændende opgør, så FFK mandskabet får brug for opbakning fra lægterne.
Der er åbent i caféen og grillen bliver tændt, så tilskuerne både kan få stadionpølser og kolde drikkevarer under kampen.
Tag familie og venner med på Frederiksværk Stadion og støt FFK's senior 3 i kampen om Sjællandsmesterskabet.