Menu

FFK senior slog Avedøre med 4-0 og er videre i pokalturneringen

image Magnus Avnsbo blev med en scoring og to assist kampens spiller for FFK mod Avedøre. Arkivfoto: Dorte Meldgaard Hansen
Jesper Thinghuus
21. maj 2025 kl. 13:53
FFK’s senior førstehold spillede sig tirsdag aften videre til pokalturneringens 5. runde, da Avedøre fra Sjællandsserien blev sendt hjem fra Frederiksværk Stadion med et klart 4-0 nederlag i bagagen.

I kampens indledende minutter var det to hold, der så hinanden an. Chancerne var få, men det hårde og tørre underlag på Frederiksværk Stadion betød, at der blev begået mange tekniske fejl, som flere gange skabte farlige situationer, når bolden blev spillet ud fra egen forsvarszone.

Gæsterne fra Avedøre var tæt på, da de ramte stolpen efter 8 minutters spil og i den anden ende havde FFK tilløb til et par gode muligheder efter et kvarters spil, som dog ikke kastede en scoring af sig.

Åbningsmålet faldt efter en halv times spil. Nicolaj Jægergaard blev nedlagt lidt uden for Avedørefeltet, midt for mål og det efterfølgende frispark sparkede Daniel Jacobsen hårdt og direkte i nettet forbi Avedørekeeperen, der så fejlplaceret ud.

Udeholdet angreb især før pausen med mange spillere og afstanden mellem deres kæder var ofte alt for stor. Det gav gode betingelser for hjemmeholdets omstillingsspil og netop en sådan omstilling gav 2-0 scoringen efter 34 minutters spil. Magnus Avnsbo blev sendt i dybden i banens højre side. Han kom til baglinjen og sendte bolden hårdt og fladt ind foran mål, hvor Marius Andersen var fulgt med og han satte sikkert kuglen ind bag gæsternes keeper.

Magnus Avnsbo var FFK’s bedste spiller på dagen og han var også assistmager ved den tredje scoring, som faldt i første halvlegs tillægstid. Nicolaj Jægergaard foretog et stærkt løb med bolden mod gæsternes forsvar i højre side, og han fik på kanten af feltet sendt bolden videre til Avnsbo, som igen kom til baglinjen, hvorfra han fik afleveret ind mod mål. Her dukkede Filip Leis op og sendte kuglen ind ved forreste stolpe.

Stærk første halvleg af Frederiksværk, som med 3-0 ved pausen styrede mod en sikker sejr.

Efter pausen blev chancerne lidt færre og kampen ikke så flydende. Hjemmeholdet ville ikke risikere at blotte sig og Avedøre havde lært af første halvleg og virkede bedre organiserede og efterlod ikke lige så meget plads mellem deres kæder.

Tvivl om kampens udfald kom der aldrig, men havde gæsterne haft en drøm om at skabe et come back i anden halvleg, blev den punkteret allerede efter 51 minutters spil. Joakim Konradsen erobrede bolden midt på banen, hvorfra han fik sendt den frem til Magnus Avnsbo, som flot rundede en Avedøreforsvarer og gik direkte mod mål og inde i feltet afsluttede Avnsbo med et velplaceret skud i det øverste fjerne målhjørne.

I den resterende del af kampen trak Frederiksværk sig længere tilbage og måtte foretage en del udskiftninger af småskadede spillere. Det gav Avedøre meget boldbesiddelse i den sidste halve time. Udeholdet kom da også frem til et par chancer, men FFK keeper Mathias Sandvad var en sikker sidste skanse og reddede de forsøg, som gæsterne spillede sig frem til.

Til sidst var tanken tom hos både hjemme- og udehold og FFK kunne ved slutfløjt notere sig en sikker sejr og avancement til pokalturneringens 5. runde, hvor der venter Frederiksværk en svær kamp på hjemmebane, idet Allerød fra Danmarksserien kom op af hatten som FFK’s modstander, da der onsdag blev trukket lod.

Luk