Ny klubchef i FFK

Frederiksværk Fodbold Klub har stået uden klubchef, siden Martin Holm Jensen startede nyt job i DBU den 1. juni. FFK er som klub stolt af at sende vores nu tidligere klubchef afsted til så fornem en adresse.
Martin har spillet en hovedrolle i, at FFK står i en stærk og stabil position i dag, og klubben vil gerne takke Martin for en dedikeret indsats gennem flere år.
Siden klubben blev bekendt med Martins stop, har bestyrelsen arbejdet på at udfylde det tomme sæde, og nu kan FFK med glæde præsentere en løsning.
Fra den 1. august starter Jacob Quvang som ny klubchef i Frederiksværk Fodbold Klub.
Jacob Quvang kommer med en masse erfaring fra mediebranchen. Han har i de seneste år først været ansat som sportsjournalist hos Viaplay, og siden 2022 har han arbejdet for fodboldmediet Tipsbladet, hvor han har dækket dansk fodbold indgående.
Derudover er han et kendt ansigt i FFK, både som spiller og som bestyrelsesmedlem.
Formand John Rydahl er meget tilfreds med valget af klubbens nye klubchef.
- Bestyrelsen har overvejet forskellige scenarier for, hvordan rollen som klubchef i FFK skal se ud efter Martins stop. Vi er kommet frem til, at Jacob Quvang har den rette profil til at bringe klubben yderligere fremad.
- Vi kender ham, og han kender klubben indgående. Vi er ikke i tvivl om, at det er et rigtig godt match, siger John Rydahl.
Jacob Quvang var ungdomsspiller i klubben, dengang FFK blev stiftet for 21 år siden. Siden tog han turen op på klubbens førstehold, som han repræsenterede 145 gange, indtil hverdags- og arbejdslivet ikke længere tillod det.
- Jeg er enormt glad og stolt over at blive FFK's nye klubchef. Dem, som kender mig, ved, hvor meget den her klub betyder for mig, siger Jacob Quvang og tilføjer:
- Jeg glæder mig til at tage arbejdshandskerne på og bygge videre på det stærke fundament, som er lagt af mine forgængere, bestyrelsen og de mange frivillige i klubben.
- Ambitionerne i den her klub er store, og vi har allerede udpeget flere områder, hvor vi skal være endnu mere aktive. Jeg kan ikke vente med at komme i gang og blive en del af FFK igen.
FFK's hovedsponsor er NLMK DanSteel.