Senior 1: FFK tog 3 vigtige point mod LSF

Frederiksværk og LSF har i de seneste sæsoner spillet meget lige og målfattige opgør mod hinanden.
Det var også tilfældet lørdag eftermiddag på Frederiksværk Stadion, hvor der imidlertid var chancer til mere end det ene mål, som afgjorde kampen til FFK’s fordel.
LSF lagde bedst ud og var mest på bolden, men FFK’erne var godt organiserede og tillod ikke gæsterne at skabe de store muligheder i kampens indledende fase..
I stedet faldt den første store chance til hjemmeholdet, da Albert Appel sendte Daniel Jacobsen mod baglinjen i venstre side.
Jacobsens fandt Nicolai Jægergaard midt i feltet, og Jæger fik afsluttet mod mål, men en LSF forsvarer fik på akrobatisk vis blokeret skuddet i luften.
Et par minutter efter var LSF tæt på med en afslutning midt i FFK feltet, men keeper Mathias Sandvad leverede en flot fodparade.
Da der var spillet en halv time, driblede FFK’s Albert Appel igennem LSF forsvaret og fik fra baglinjen sendt et godt indlæg ind foran LSF målet, men både Filip Leis og Magnus Avnsbo kom akkurat for sent og fik ikke ramt bolden.
10 minutter senere sendte Filip Leis kuglen på ydersiden af stolpen efter et godt sparket Christian Konradsen hjørnespark.
Kort efter måtte Matthias Sandvad i aktion i den modsatte ende, da han flot viftede et nærgående LSF forsøg fra kanten af feltet over mål.
Chancerne havde således været der, men holdene gik til pausen med 0-0.
Frederiksværk forsøgte fra anden halvlegs start at komme længere frem på banen og det gav bonus efter 6 minutters spil.
Hjemmeholdet angreb i højre side, hvor Joakim Konradsen kom til baglinjen og JK lagde et perfekt indlæg ind foran mål, hvor Magnus Avnsbo kom løbende til forreste stolpe og headede 1-0 scoringen ind uden chance for LSF keeperen.
Det fik gæsterne, som var gode på bolden, til at lægge et hårdere tryk på værterne og kort efter føringsmålet var de tæt på en udligning, men Sandvad reddede for FFK.
Udeholdet var nærgående igen midtvejs i anden halvleg, da Matthias Sandvad måtte hive endnu en stor redning ud af ærmet, da han fik slået et LSF skud fra kanten af feltet mod det lange hjørne uden om målrammen.
I kampens sidste 20 minutter stod der LSF på det meste og med 10 minutter igen hev FFK keeper og kampens bedste FFK’er, Matthias Sandvad, nok en stor fodparade ud af værktøjskassen, da en LSF’er havde frit skud midt i hjemmeholdets felt.
Udeholdets største chance for udligning faldt i det 89. minut, da en LSF spiller blev tacklet tæt på mål af Nicholai Christiansen. Bolden røg tilfældigt videre til en anden af gæsternes spillere, som - ganske vist fra en spids vinkel, men med et åbent mål foran sig - sendte kuglen på stolpen, hvorfra FFK forsvaret fik den clearet.
Det var på det tidspunkt en ren overlevelseskamp for Frederiksværk, så da slutfløjtet lød efter 6 minutters tillægstid, var der stor jubel i hjemmeholdets lejr.
De 3 point betød, at FFK kravlede en plads op i tabellen, forbi Vejby, men nedrykningskampen i serie 1 er stadig åben forud for sæsonens sidste spillerunde i den kommende weekend.
For FFK er sagen klar: en sejr på udebane mod de direkte konkurrenter Friheden i sidste spillerunde sikrer FFK endnu en sæson i serie 1. Uafgjort vil formentlig også være nok, mens et nederlag betyder, at FFK er afhængige af resultatet i Vejbys samtidige opgør mod Herstedøster samt resultaterne af de play off kampe, der spilles efter sidste spillerunde, om oprykning fra Sjællandsserien til Danmarksserien og fra Danmarksserien til 3. division.
Der er med andre ord lagt op til lidt af en gyser på lørdag i Hvidovre, hvor FFK får brug for opbakning fra lægterne til at sikre sig den vigtige sejr.