Menu

Senior 1: Frustrerende nederlag mod Gladsaxe

image Christian Konradsen spillede en god kamp på FFK's centrale midtbane, men måtte sammen med de øvrige FFK'ere inkassere et frustrerende nederlag mod Gladsaxe Hero
Jesper Thinghuus
14. april 2025 kl. 11:47
Gladsaxe-Hero har i de seneste tre serie 1 sæsoner været en ond ånd for FFK og lørdag gjorde de igen det slemme mod Frederiksværk, da de vandt med 2-1 på Gladsaxe Stadion efter et opgør, som FFK'erne var frustrerede over, ikke gav point.

FFK har siden oprykningen til serie 1 for tre år siden endnu ikke formået at besejre Gladsaxe-Hero, men som hidtil ubesejret i forårssæsonen gik FFK'erne ind til lørdagens opgør på Gladsaxe Stadion med optimisme og bedømt på kampens første 45 minutter var det med god grund.

Gæsterne fra Halsnæs havde godt fat i opgøret fra første fløjt og tillod ikke Gladsaxes tophold hverken at skabe chancer eller at få fat i bolden i ret lang tid ad gangen.

Frederiksværk havde således bolden mest og skabte flere tilløb til chancer i kampens indledende fase og det var derfor også fuldt fortjent, da Filip Leis bragte udeholdet foran 1-0 efter en halv times spil efter fint forarbejde af Magnus Avnsbo.

Syv minutter senere blev det også 2-0. Eller rettere: det troede hele stadion, men dommertrioen ville det anderledes. Et godt gennemspillet FFK angreb endte hos Daniel Jacobsen i venstre side og hans perfekte flade indlæg ind foran mål blev mødt af et stærkt 8'er løb af Albert Appel, der satte kuglen utageligt i nettet.

Jublen var stor i Frederiksværklejren, men så bragte dommertrioen sig i centrum. Linjevogteren vinkede for off side og målet blev annulleret til stor frustration for gæsterne. Scoringen havde set fuldstændig legitim ud og på videooptagelsen af kampen var det også tydeligt, at Albert Appel var et par meter on side, da Daniel Jacobsens aflevering faldt.

Der er dog som bekendt ikke VAR i serie 1, så der var ikke så meget andet at gøre for FFK end at acceptere kendelsen og komme op på hesten igen.

Det skulle imidlertid vise sig, at FFK'erne havde svært ved at ryste frustrationen af sig. Gladsaxe fik bedre fat i kampen efter sidebyttet, hvor de i højere grad lykkedes med at erobre bolden og slå kontra.

Det gav bonus for værterne fem minutter inde i anden halvleg, hvor FFK'erne mistede bolden på egen halvdel, mens hele holdet var i fremdrift og dermed i defensiv ubalance. En Gladsaxespiller kom til baglinjen og slog et højt indlæg ind foran mål, som Mathias Sandvad fik fingrene på, men bolden dumpede ned til Mohammad Mahmoud, som let kunne udligne.

En ærgerlig udvikling for Frederiksværk, der havde haft så godt fat i opgøret inden pausen. Nu lugtede det af, at det endnu engang ikke skulle lykkes at besejre Gladsaxe-Hero og det skulle endda vise sig, at ondt blev til værre for udeholdet.

Midtvejs i anden halvleg fik FFK's godt spillende centerforsvarer, Rasmus Løkkegaard gult kort og dermed 10 minutters udvisning efter en 50-50 duel med værternes stærke angriber, Martin Hilslev Rasmussen, hvor der lige så godt kunne være fløjtet for frispark til Løkkegaard.

Med en mand mere på banen fik Gladsaxe endnu bedre fat og et par minutter efter det gule kort, kom de også foran 2-1 ved Villads Hesselberg.

FFK var nu nødt til at satse endnu mere offensivt og det blev også til et par halve chancer i kampens afsluttende fase, hvor holdet forsøgte at slå høje bolde ind i Gladsaxes forsvarszone.

Gladsaxe råder imidlertid over et mandskab, som er velorganiserede og hvor kollektivet er holdets styrke, så det lykkedes ikke for udeholdet at få skabt de nødvendige åbne chancer. Tilmed valgte dommeren at vinke afværgende, da Magnus Avnsbo i tillægstiden blev udsat for en særdeles voldsom og ureglementeret tackling på kanten af Gladsaxefeltet.

Dermed lykkedes det endnu engang for Gladsaxe-Hero at besejre FFK. Heller ikke det sjette møde mellem de to klubber skulle blive lykkens gang for FFK'erne - til stor frustration for Frederiksværkspillerne, som havde fortjent en bedre skæbne denne lørdag.

Bedre gik det ikke for FFK's senior 2, som i serie 4 oprykningsspillet tabte med 1-2 på udebane mod Frederikssund IK. FFK's andethold kom, ligesom senior 1, foran 1-0 på en scoring af Marius Andersen, og som senior 1 fik 2'eren også en scoring fejlagtigt underkendt for off side. Og så var skæbnen lige så hård ved senior 2, da Frederikssund formåede at vende opgøret med to scoringer.

Senior 3 blev dermed det eneste FFK seniorhold, der fik point i weekenden, da det på hjemmebane blev 3-3 i serie 5 lokalopgøret mod Melby-Liseleje efter FFK scoringer af Robert Marker, Lukas Konradsen og Viktor Degn.

Luk