Menu

Senior 1 optakt: FFK-LSF

image FFK's Albert Appel i aktion i en tidligere hjemmekamp mod LSF. Foto: Dorte Meldgaard Hansen
Jesper Thinghuus
06. juni 2025 kl. 16:01
Lørdag kl. 13.30 møder FFK’s senior 1 Ledøje-Smørum i serie 1 på Frederiksværk Stadions opvisningsbane i et vigtigt opgør i bestræbelserne på at kravle opad i tabellen og komme væk fra de nedrykningstruede pladser.

Tirsdag leverede FFK en god indsats i pokalturneringen mod danmarksserie-mandskabet fra Allerød, som dog var for stærke og tog hjem med en fortjent 3-0 sejr.

Også inden pokalkampen har FFK spillet godt og vundet de seneste to serie 1 kampe og de gode takter skal der bygges videre på mod LSF, som ligger på rækkens 4. plads efter at have spillet en flot sæson.

LSF er en teknisk stærk modstander, men FFK plejer at spille meget lige opgør mod holdet fra Smørum og efterårets opgør på udebane var ingen undtagelse, da LSF vandt med 1-0 efter en chancefattig kamp.

Cheftræner, William Karstensen, ser frem til opgøret med optimisme: “Vi ved, at LSF er gode på bolden og at vi ikke skal give deres gode teknikere ret meget plads. Men vi har også stor tro på os selv, for vi har vist gode takter på det seneste og det skal vi bygge videre på lørdag, hvor vi skal udvise disciplin, være løbevillige og levere skarphed i begge felter. Kan vi det, er jeg sikker på, vi tager sejren mod LSF.”

Opgøret mod LSF er senior 1's sidste hjemmekamp i denne sæsons serie 1, så tag på Frederiksværk Stadion og støt holdet i kampen om de 3 vigtige points.

Luk