Menu

Senior 1 tabte til Nerashté, men senior 2 fastholdt kursen mod serie 3 med en vigtig sejr mod Græsted

image FFK's seniortrup forårssæsonen 2025, foto: Dorte Meldgaard Hansen
Jesper Thinghuus
19. maj 2025 kl. 13:43
Både senior 1 og 2 spillede lørdag på udebane mod topholdene i deres respektive rækker. Senior 1 tabte klart 0-3 i Ballerup mod serie 1's førerhold, Nerashté, mens senior 2 tog en vigtig sejr på 4-3 med sig hjem fra opgøret i serie 4 oprykningsspillet mod rækkens hidtil ubesejrede nr. 1, Græsted IF, på Græsted Stadion.

At FFK tabte til Nerashté i serie 1 kan der ikke indvendes så meget imod, for hjemmeholdet var bedst i opgøret. Atmosfæren omkring kampens afvikling var imidlertid ikke i orden, for FFK's spillere måtte kampen igennem både høre på racistiske og nedladende tilråb og trusler fra modstanderne, deres stab og tilskuere.

Dommertrioen havde imidlertid ikke modet til at gribe ind, og valgte kampen igennem at vende det døve øre til de ukvemsord, der blev sendt afsted mod FFK'erne, selvom hele stadion kunne høre, hvad der blev råbt, og den intimiderende atmosfære blev således til en klar fordel for hjemmeholdet.

Sportsligt set var Nerashtés 3-0 sejr fortjent, men Frederiksværkspillerne gjorde det med en række personlige fejl i de kampafgørende øjeblikke heller ikke nemt for sig selv.

Midtvejs i første halvleg fik FFK ikke lagt pres på hjemmeholdets Noah Salling midt på banen, og han kunne derfor lægge en bold ind mellem FFK's bagkæde og keeper, hvor Yusuf Uzunel kom løbende til og sparkede kuglen ind til 1-0 til Nerashté.

Efter en halv times spil blev det også 2-0, da Besjan Aliji tog fusen på FFK forsvaret og sparkede kuglen direkte i mål ved den nærmeste stolpe på et frispark ude i siden af banen, som alle troede ville blive sparket ind over som et indlæg.

FFK var spillemæssigt egentlig fint med i opgøret, men manglede slutprodukt i angrebet og så kunne Besjan Aliji blive dobbelt målscorer et kvarters tid før slutfløjt, da han opsnappede en for kort tilbagelægning fra FFK's Christian Konradsen, hvorefter han rundede Mathias Sandvad og sikkert satte den afgørende 3-0 scoring ind.

Senior 1 ligger dermed fortsat i rækkens bundregion og opgaven for den resterende del af sæsonen er klar: der skal hentes nogle sejre i sæsonens sidste 4 kampe.

Bedre gik det for FFK's senior 2, som spillede et vaskeægte topopgør i serie 4 oprykningsspillet på Græsted Stadion, som Frederiksværk trak sig sejrrigt ud af med en vigtig 4-3 sejr.

Hjemmeholdet lagde bedst ud og truede med masser af fart og dybdeløb på kanterne FFK målet flere gange i kampens indledende fase.

Der kunne derfor ikke indvendes så meget mod, at Græsteds Lucas Emborg bragte værterne foran 1-0 tidligt i opgøret.

FFK-træner Karsten Rousing-Bentsen ændrede en smule på udeholdets defensive organisation for at dæmme op for hjemmeholdets farlige dybdeløb og så kom FFK bedre med.

Gæsterne begyndte at skabe gode chancer og bl.a. havde både Robin Aabech og Oliver Jensen friløbere i første halvleg. Og efter 40 minutter tilkæmpede FFK sig et straffespark, som samtidig gav et direkte rødt kort til hjemmeholdets William Jensen, som begik en nødbremse i feltet på FFK's Emil Holm.

Rutinerede Casper Madsen tog ansvaret fra 11 meter pletten, men måtte se sit forsøg reddet af den velspillende Græsted-keeper.

Fem minutter senere revancherede Madsen sig imidlertid, da han elegant chippede kuglen over værternes keeper og bragte balance i regnskabet inden pausefløjt.

Selvom FFK'erne var blevet advaret mod Græsteds fart og gennembrudsstyrke, lykkedes det alligevel hjemmeholdet at bringe sig foran en gang mere allerede efter et minut af 2. halvleg, hvor Henrik Larsen brød igennem og satte 2-1 scoringen ind bag Tobias Jørgensen i FFK-målet.

Gæsterne lod sig dog ikke ryste i ret lang tid. FFK'erne fortsatte med at skabe store chancer og efter 54 minutters spil satte FFK's og kampens spiller Niclas Westberg en fortjent 2-2 udligning ind.

Westberg, som spillede en stor kamp på Frederiksværks midtbane, gjorde det også til 2-3 med et kvarter igen.

Græsted var dog ikke færdige med at udnytte, at Frederiksværkspillerne havde problemer med at dæmme op for hjemmeholdets dybdebolde og fart og det lykkedes derfor værterne at få udlignet til 3-3 efter 81 minutter.

Det lignede nu en pointdeling i det meget spændende topopgør mellem rækkens to bedste mandskaber, men FFK-spillerne viste høj moral og fik presset værterne i bund i kampens sidste 10 minutter. Det gav bonus i tillægstiden, da Robin Aabech sendte godt indlæg ind i feltet, som en af Græstedspillerne ramte så uheldigt, at kuglen strøg i nettet til den afgørende 4-3 scoring til FFK.

Med 4-3 sejren kom FFK på pointmæssig omgangshøjde med Græsted, som nu kun fører oprykningsspillet pga bedre målscore. Senior 2 fastholdt dermed kursen mod oprykning til serie 3, men der udestår stadig 4 kampe, og der skal holdes fokus på de kommende opgør, hvis oprykningsdrømmen skal blive til virkelighed.

Luk