Senior 1 tabte underholdende opgør mod Herstedøster

Herstedøster råder over et af serie 1's stærkeste mandskaber og det fik FFK spillerne at mærke fra første fløjt. Hjemmeholdet lagde ud med en god gang overfaldsfodbold, som gæsterne havde svært ved at håndtere.
Det gav en føring til værterne allerede efter 2 minutters spil, hvor dommeren vurderede, at Daniel Jacobsen gik ureglementeret i ryggen på en Herstedøsterspiller i feltet. Straffespark, som hjemmeholdets stærke topscorer, Nicolai Beck, sikkert omsatte til en 1-0 scoring.
Det tidlige føringsmål fik Herstedøster til at tage foden en smule af gaspedalen og Frederiksværk kom bedre med i minutterne efter. Det var tæt på at give en udligning allerede efter 5 minutters spil, da Filip Leis erobrede bolden højt på hjemmeholdets banehalvdel. Leis sendte kuglen videre til Nicolai Jægergaard, der lagde den på tværs af det lille målfelt til en fri Albert Appel, som imidlertid blev tacklet reglementeret men særdeles hårdt i afslutningsøjeblikket af en Herstedøsterforsvarer. Så hårdt, at Appel kort efter måtte lade sig udskifte med det, der lignede en alvorlig knæskade.
Udeholdets spillere fortsatte dog ufortrødent og efter et par gode brændte muligheder lykkedes det i det 22. minut at udligne. FFK tilkæmpede sig et hjørnespark i højre side, som Daniel Jacobsen tog sig af. Jacobsen sparkede hårdt og indadskruet mod den bagerste stolpe, hvor hjemmeholdets keeper blev overrumplet og bolden tog indersiden af stolpen og gik i mål.
FFK'erne glemte imidlertid at tage armene ned efter den fortjente udligning, for minuttet efter havde Herstedøster genskabt deres føring. Udeholdet forsømte at presse op, da værterne spillede bolden ud i deres højre side, så Jonas Vogely kunne gå uhindret mod baglinen og slå et godt indlæg ind foran mål, hvor FFK-forsvaret glemte at forsvare den kritiske røde zone foran mål og så slog hyperfarlige Nicolai Beck til igen og satte sikkert 2-1 føringen ind. Herstedøsters opspil lugtede mistænkeligt af off side, men dommeres fløjte forblev tavs.
Så var det endnu en gang op på hesten for FFK og holdet fra Halsnæs formåede også at skabe en del farlige angreb frem mod pausefløjt. Efter 40 minutters spil medførte et af dem et FFK-frispark lidt uden for Herstedøsterfeltet. Daniel Jacobsen sparkede hårdt direkte på mål, hvor hjemmeholdets keeper fik pareret bolden, men lige ud til Filip Leis, som elegant løftede kuglen over keeperen og ind i den modsatte side af målet til en 2-2 udligning.
Uafgjort ved halvleg var fortjent efter 45 minutter, hvor FFK'erne havde spillet ganske godt med bolden i egne rækker, men hvor Herstedøster var dygtige til at udnytte de personlige fejl og koncentrationssvigt, som Frederiksværkspillerne leverede. Og allerede i anden halvlegs første minut kom en fejl i FFK forsvaret igen til at koste en Herstedøster scoring.
Hjemmeholdet fik hjørnespark i deres højre side, som blev slået tæt på mål. Matthias Sandvad fik akkurat slået til bolden, der røg hen til Rasmus Koch, som imidlertid ikke fik clearet kuglen ordentligt og så dumpede den ned for fødderne af Sharam Anvari, der sikkert huggede den løse bold i nettet fra tæt hold.
For tredje gang i kampen skulle FFK forsøge at udligne, men denne gang lykkedes det ikke. Gæsterne fik ganske vist lagt et godt pres på Herstedøster og skabt en del farlige situationer foran hjemmeholdets mål, men kynismen og effektiviteten manglede i afslutningssituationerne. Det gjaldt også, da udeholdet fik spillets største chance et kvarters tid før slutfløjt, hvor Nicolai Christiansen blev revet ned i feltet, men værternes ellers usikre keeper gættede rigtig side og reddede Christian Konradsens straffespark.
I slutfasen var det ren overlevelseskamp for Herstedøster, da de blev tildelt 2 gule kort og 10 minutters udvisninger, men trods et par store chancer til bl.a. Nicolai Christiansen, formåede FFK'erne ikke at levere den udligning, som holdet ellers havde fortjent.
Væsentlig bedre gik det for FFK's senior 2 og 3.
Senior 2 byggede videre på den gode start i serie 4 oprykningsspillet, hvor holdet tog en 6-3 sejr på udebane mod FIF Hillerød. FIF kom ganske vist foran tidligt i opgøret, men scoringer af Alexander Bülow og Niclas Westberg gav FFK en 2-1 føring ved halvleg.
Efter pausen fik Alexander Bülow direkte rødt kort og FIF kom tilbage og fik udlignet. Men selv med en mand i undertal var FFK stadig det bedste hold på banen og mål af Robin Aabech og to gange Marius Andersen inden for få minutter satte gæsterne tilbage på sejrskurs og i kampens overtid kunne Oliver Jensen - efter en FIF reducering - cementere en sikker Frederiksværksejr på 6-3.
FFK's senior 2 fastholdt dermed en position som nr. 3 i rækken, hvor de 4 bedste hold rykker op i serie 3.
Tenniscifre blev det også i FFK's senior 3 lokalopgør i serie 5 mod Ølsted på Frederiksværk Stadion, hvor FFK sejrede med hele 6-0.
Rasmus Ptak leverede et hattrick for hjemmeholdet og han blev suppleret af to Robert Marker og en Tobias Lyngbak scoring.
Senior 3 rykkede dermed op som nr. 2 i serie 5 rækken efter at have taget to sikre sejre i denne uge.
I den kommende uge er der pokalkamp på Frederiksværk Stadion tirsdag kl. 18.45, hvor FFK's senior 1 møder et af topholdene i serie 1 rækken, Liria.
På lørdag spiller senior 1 på hjemmebane mod Lundtofte, mens senior 2 hjemme møder Hørsholm. Senior 3 spiller på udebane mod Helsinge.