Senior 1 vandt sikkert over Avarta

En 2-0 sejr lyder umiddelbart som resultatet af en lige fodboldkamp, men det var ikke tilfældet i fredagens serie 1 opgør i Espelundens Idrætsanlæg.
Gæsterne fra Frederiksværk sad på kampen fra første minut og burde efter spil og chancer have vundet med 5-6 mål mere.
FFK keeper, Mathias Sandvad rørte dårligt bolden i løbet af de 90 minutter og var reelt kun i aktion et par gange.
I den modsatte ende skabte udeholdet rigeligt med chancer, men det heroisk kæmpende Avarta forsvar fik ofte blokeret afslutningerne i sidste øjeblik og Avartas keeper leverede et par flotte redninger. Desuden kom stolper og overligger flere gange i vejen for FFK’s afslutninger.
De to FFK scoringer faldt begge efter hjørnespark, som gæsterne havde 15 af i opgøret. I begge tilfælde slået af Christian Konradsen og begge mål blev sat ind af Filip Leis tæt på mål. Det første midtvejs i første halvleg og det andet efter en times spil.
Med sejren rykkede FFK en plads op i tabellen og lidt væk fra nedrykningspladserne og pointmæssigt tættere på rækkens midterfelt.
Den kommende lørdag spiller FFK forårssæsonens sidste hjemmekamp i serie 1 mod LSF, men inden da venter tirsdag aften et spændende pokalopgør på Frederiksværk Stadion mod Allerød fra Danmarksserien.