Menu

Senior optakt: påskeugen byder på vigtige opgør for senior 2 og 3

image FFK's senior 2 og 3 spiller vigtige kampe i påskeugen
Jesper Thinghuus
14. april 2025 kl. 12:47
Ugen op til påske byder på vigtige midtugekampe for FFK's senior 2 og 3, idet andetholdet spiller lokalopgør tirsdag aften på udebane mod Melby-Liseleje, mens tredjeholdet lægger græs til en formiddagskamp Skærtorsdag mod Annisse.

FFK's senior 2 indkasserede lørdag et ærgerligt nederlag i serie 4 oprykningsspillet, da holdet tabte med 1-2 på udebane mod Frederikssund.

Allerede tirsdag aften kl. 18.15 kan Karsten Rousing-Bentsens tropper imidlertid komme tilbage på sporet, når de gæster Melby Stadion i et vaskeægte lokalopgør.

Der forventes mange tilskuere til kampen og Karsten Rousing-Bentsen forudser en svær opgave, men med gode muligheder for 3 points: "skæbnen var hård mod os i Frederikssund, men vi spillede en god kamp og kan vi tage det med ind til opgøret mod Melby, er jeg sikker på, vi tager sejren."

Skærtorsdag kl. 11.00 tager senior 3 imod Annisse i serie 5 på Frederiksværk Stadion. Tredjeholdet kom fornuftigt fra start i forårssæsonen, da det i lørdags blev 3-3 mod Melby-Liseleje og hvis det målsøgende spil fortsættes på torsdag, har Tom Furbos mandskab gode chancer for at tage sejren mod Annisse.

Husk, at fodbold skal ses på stadion, så tag familie og venner med ud og støt FFK's hold i påskeugens vigtige kampe.

Luk