Senior optakt: pokalturneringen kommer til Frederiksværk Stadion tirsdag aften

FFK kunne godt have ønsket sig en bedre lodtrækning i første runde af pokalturneringen 2025-26, for tirsdag aftens modstander, Liria, hører til blandt serie 1's stærkeste mandskaber.
Omvendt er Liria et hold, som FFK som regel spiller lige opgør med og ligakampen i serie 1 i slutningen af marts på Frederiksværk Stadion endte da også 1-1 efter et opgør, som var præget af meget kraftig vind, hvor Carl Løkkegaard satte FFK's udlignende scoring ind.
Frederiksværk går ind til kampen på ryggen af et ærgerligt 2-3 nederlag lørdag i serie 1 mod Herstedøster, hvor FFK'erne havde fortjent point - bl.a. efter at have brændt et straffespark sidst i kampen.
Pokalkampen er derfor en kærkommen mulighed for FFK til at komme tilbage på sporet.
Cheftræner William Karstensen, tror på, at FFK tager sejren og avancement i pokalturneringen: "Vi havde bestemt ikke marginalerne med os i lørdags og burde have fået point mod Herstedøster, men pokalturneringen lever sit eget liv og hvis vi kan fortsætte med at skabe scoringsmuligheder og minimere Lirias chancer, som sidst vi mødte dem, tror jeg på, vi går videre til næste runde."
Pokalkampen er ikke den eneste fodboldkamp, der spilles på Frederiksværk Stadion tirsdag aften. Der er nemlig også et par ungdomskampe på programmet:
Kl. 18.00 spiller FFK's U17 drenge række 1 således mod Espergærde på bane 6 og på samme tidspunkt møder U 14 drenge række 4 Orient på bane 4.
Der er altså masser af fodbold på Frederiksværk Stadion tirsdag aften, så tag familie og venner med under armen og støt FFK's hold på en hverdagsaften.