Menu

Senior optakt: Spændende fodboldlørdag i vente på Frederiksværk Stadion

image FFK senior 1 møder Jyllinge lørdag eftermiddag, mens senior 2 får Snekkersten på besøg
Jesper Thinghuus
04. april 2025 kl. 13:03
Lørdag eftermiddag slår Frederiksværk Stadion dørene op til to spændende seniorkampe, når FFK's senior 1 møder Jyllinge i serie 1 og senior 2 har sæsonpremiere i serie 4 oprykningsspillet, hvor modstanderen er Snekkersten. Begge opgør spilles på kunstgræsbanen.

Efter to uafgjorte kampe hentede FFK's serie 1 mandskab forårssæsonens første sejr i mandagens udekamp mod Albertslund. Det vil holdet bygge videre på, når et af rækkens bedst spillende og mest formstærke hold, Jyllinge, gæster Frederiksværk Stadion lørdag kl. 13.30.

Cheftræner, William Karstensen, forudser en svær opgave for FFK'erne, men med stor tro på, at der ligger tre points og venter: "Jyllinge har et stærkt offensivt fodboldhold med en masse fart og dygtige teknikere, som vi ikke må give ret meget plads. Men vi har selv været godt organiserede i de seneste kampe og ikke tilladt modstanderne særlig mange chancer. Kan vi fortsætte med det og samtidig have en hurtig boldomgang, har vi gode muligheder for at skabe de nødvendige scoringschancer til at tage de tre points mod Jyllinge."

Efter serie 1 kampen løber FFK's senior 2 på banen kl. 15.30 til det første opgør i forårets serie 4 oprykningsspil, hvor Snekkersten er modstanderen. Begge hold vandt deres pulje i efterårets grundspil og der er en jævnbyrdig og spændende kamp i vente om de vigtige points, som ved sæsonafslutning kan kaste en oprykning til serie 3 af sig.

FFK har leveret nogle udmærkede præstationer i træningskampene, men nu gælder det point og det giver som bekendt kampene en helt anden nerve.

Der vil være mulighed for at købe stadionpølser og drikkevarer ved kunstgræsbanen og da vejrudsigten forudsiger solskin over Halsnæs, er der al mulig grund til at tage familie og venner under armen og lægge vejen forbi Frederiksværk Stadion til en herlig fodboldlørdag.

Luk