Menu

Stor fodboldlørdag i vente på Frederiksværk Stadion

image Lørdag er en stor kampdag på Frederiksværk Stadion
Jesper Thinghuus
25. april 2025 kl. 12:06
Lørdag byder Frederiksværk Stadion velkommen til en dag med masser af fodbold i både senior- og ungdomsrækkerne.

FFK's senior førstehold i serie 1 spiller kl. 13.30 på opvisningsbanen mod Hørsholm, som er et af de mandskaber i rækken, der er involveret i de mest målrige kampe. Det var holdenes opgør i efteråret et tydeligt bevis på, da det endte 4-4 efter et flot FFK come back.

Cheftræner William Karstensen forventer et spændende og underholdende opgør: "Vi ved, at Hørsholm har en særdeles stærk offensiv, men som vi viste i efterårets kamp, er det også muligt at skabe chancer mod dem. Hvis vi kan fastholde det velorganiserede spil, vi har leveret i foråret og minimere egne fejl, så tror jeg på, vi tager sejren."

Inden serie 1 kampen spiller FFK's senior 2 lokalopgør kl. 11.00 mod Ølsted i serie 4 oprykningsspillet. FFK'erne sejrede senest 3-1 i et andet lokalopgør mod Melby-Liseleje og skal mod Ølsted forsøge at bygge videre på den gode start på foråret og drømmen om at slutte sæsonen af med en oprykning.

Ligeledes kl. 11.00 spiller Frederiksværks U14 drenge Mesterrækkehold mod Lyngby og blandt FFK's ungdomshold i 8 mandsrækkerne spiller U11 drenge 2 og U12 drenge 2 dobbeltopgør mod Slagslunde-Ganløse kl. 10.00, mens U13 drenge 1 møder Holte kl. 11.15 og U11 drenge 3 skal op mod LSF kl. 12.00.

Herudover spilles der dagen igennem en lang række 3 mandskampe i drengenes U7 turnering.

Der vil være åbent i klubhusets café og ved 11 tiden tændes der for grillen på terrassen. Her vil man kunne styrke sig på pulled pork burger, bøfsandwich og stadionpølser, ligesom der kan købes et bredt udvalg af drikkevarer.

Der er med andre ord mange gode grunde til at lægge vejen forbi Frederiksværk Stadion til en hyggelig og spændende lørdag i fodboldens tegn.

Luk