FFK's senior 2 sikrede sig endnu en sæson i serie 3
Senior 2 sikrede sig endnu en sæson i serie 3. Arkivfoto
For blot nogle få uger siden lå Frederiksværks senior 2 i bunden af serie 3 i alvorlig fare for at rykke ned i serie 4.
Holdet har imidlertid sluttet sæsonen godt af, så da det lørdag blev til 1-0 på udebane mod Slangerup i sæsonens sidste kamp, lykkedes det at komme op over nedrykningsstregen og sikre sig endnu en sæson i serie 3.
FFK var bedst i lørdagens opgør på Slangerup Stadion, men mange brændte chancer betød, at Loke Babiels flotte hovedstødsscoring efter en halv times spil i første halvleg endte med at blive sejrsmålet. 1-0 var da også rigeligt til at sikre overlevelse i serie 3, for de øvrige nedrykningstruede hold tabte alle, og FFK kravlede dermed 3 pladser op i tabellen og sluttede på en fin 7. plads i rækken.
FFK's senior 1 drømte inden lørdagens topopgør i serie 1 på udebane mod Værløse om oprykning 1 til Sjællandsserien, men med et 1-3 nederlag hænger den drøm nu i en meget tynd tråd.
FFK spillede egentlig ganske godt i det meget lige opgør, men en opspilsfejl efter et kvarters spil i FFK's højre side, gav Værløse et nemt tidligt føringsmål, som derefter blev fulgt op af 2 hårdt dømte gule kort til FFK før og lige efter pausen, der gjorde det svært for gæsterne at finde rytmen og komme tilbage i opgøret. Tværtimod udnyttede Værløse sin overtalssituation til at gøre det til 2-0 efter 54 minutters spil.
Patrich Pedersen skabte lidt spænding med en 1-2 reducering efter 75 minutter, men tættere på kom FFK ikke og i stedet lukkede Værløse festen med en 3-1 scoring kort før tid.
Senior 1 er med to kampe tilbage at spille nu 4 points efter Vallensbæk på rækkens enlige oprykningsplads og 3 points efter Værløse, men vil selvfølgelig spille sin chance og håbe på, at holdene foran mister points i sæsonens sidste kampe.
Der skal med andre ord hentes sejre i sæsonens sidste to opgør og det første af dem, spilles på lørdag, hvor LSF kommer på besøg på Frederiksværk Stadion.
For senior 3's vedkommende var nedrykning fra serie 4 en realitet allerede inden lørdagens afsluttende spillerunde, men holdet viste god moral, da det på udebane blev 5-5 mod Skævinge i et opgør, hvor Skævinge bragte sig foran 4-0 inden for den første halve time, men hvor FFK viste stor moral og sluttede sin sæson i serie 4 af med et flot come back.