FFK senior 1 spillede som nat og dag, da det blev 1 point på udebane mod Vejby
Christian Konradsen sikrede FFK 1 point i tillægstiden mod Vejby (Arkiv foto)
Det var i sandhed en kamp, hvor FFK indsatsen var som nat og dag.
I første halvleg bragte gæsterne fra Frederiksværk sig foran med 2-0 på to meget ens scoringer, hvor holdet kom fint over siderne og fik lagt gode indlæg ind i feltet. Først til Patrick Pedersen, der headede bolden i mål og derefter til Steffen Hansen, der fik prikket 2-0 scoringen ind.
FFK virkede i fuld kontrol, men det ændrede sig på dramatisk vis efter pausen.
Allerede efter 1 minut fik Marc Oxenløwe gult kort for sit første frispark i kampen og dermed 10 minutters udvisning. Overtallet udnyttede Vejby til at reducere til 1-2.
Efter omkring 1 times spil blev der uddelt gule kort til først Rasmus og derefter Carl Løkkegaard og med to mand i overtal fik Vejby udlignet til 2-2.
Med omkring et kvarter tilbage af opgøret, blev Marc Oxenløwe tildelt sit andet gule kort for sit kun andet frispark i kampen og dermed udvisning. Det udnyttede Vejby til endnu en scoring til 3-2.
Kampen var vendt på hovedet. FFK lejren følte sig hårdt behandlet af dommeren, men holdet virkede heller ikke rigtig til at være defensivt til stede og det der havde lignet en sikker sejr ved halvtid, var efter en anden halvleg i mere eller mindre konstant undertal, blevet formøblet til at ligne et ærgerligt nederlag.
FFK spillerne bevarede dog - trods forløbet i anden halvleg - troen på at få noget ud af opgøret og minsandten om ikke Christian Konradsen til allersidst dukkede op og sikrede FFK 1 point med en scoring til 3-3 i det 95. minut.
I den kommende spillerunde på lørdag kl. 13.30 gæster Frederikssund IK Frederiksværk Stadion.