FFK sikrede sig 1 point i tillægstiden mod Herstedøster

Frederiksværk spillede i sidste sæson tætte opgør mod Herstedøster og lørdagens kamp i den nye serie 1 sæson fortsatte den tendens.
Første halvleg var præget af nervøst spil uden de store målchancer. FFK’s Patrick Pedersen fik en god mulighed efter 5 minutter, men chancen blev afværget af gæsternes godt organiserede defensiv.
Dernæst ramte Carl Løkkegaard ydersiden af stolpen midtvejs i halvlegen, men derudover var det småt med chancer i de første 45 minutter og det var derfor målløst ved halvleg.
Efter pausen kom der lidt mere action i felterne.
Herstedøster kom i halvlegens begyndelse frem til et par farlige afslutninger, som FFK keeper Mathias Sandvad dog tog sig af og i den modsatte ende ramte Carl Løkkegaard træværket endnu engang med et farligt hovedstød.
Hjemmeholdet fik bedre og bedre fat i opgøret og Steffen Hansen kom tæt på med et hovedstød, der blev reddet på stregen og Nicolaj Jægergaard kom alene igennem i højre side, men den velspillende Herstedøsterkeeper hev en stor redning ud af ærmet ved den fjerneste stolpe.
Midtvejs i anden halvleg måtte kampen afbrydes pga torden og da holdene kom tilbage på banen, havde FFK’erne mistet det momentum, de havde været ved at opbygge før den ufrivillige pause.
Kampens afsluttende fase blev således mere nervøs, og det lignede en nulløsning, da Herstedøster pludselig fik åbnet scoringen i det 86. minut.
Hjemmeholdets defensiv formåede ikke at få clearet et par Herstedøsterindlæg langt nok væk og det gav Benjamin Marco Nielsen mulighed for en afslutning på kanten af feltet og inde foran mål stod gæsternes farlige topscorer, Nicolai Beck, klar og han dirigerede kuglen ind bag Mathias Sandvad.
Et frustreret FFK mandskab havde nu kun de sidste minutter og dommerens tillægstid til at skaffe 1 point. Og minsandten om ikke det lykkedes dybt inde i dommerens tillægstid, da Daniel Simonsen blev fældet inde i feltet og dommeren resolut pegede på 11 meter pletten.
Det var ikke det største straffespark, der er blevet begået på Frederiksværk Stadion, men Nicolaj Jægergaard tog ansvaret på sig og trådte frem og sparkede sikkert 1-1 udligningen ind.
Skulle der have været en vinder vurderet ud fra kampforløbet og de chancer der blev skabt, skulle det nok have været FFK, men omvendt var der tilfredshed i Frederiksværklejren over at have sikret sig et point efter at være kommet bagud så sent i opgøret.
Også FFK’s senior 2 og 3 spillede uafgjort i deres opgør lørdag på Frederiksværk Stadion, hvor en række af klubbens U19 spillere kom i fokus.
Hele 11 U19 spillere var i kamp for senior 2 og 3 som følge af mange afbud fra seniortruppens spillere.
Senior 3 spillede 3-3 i serie 4 mod Dalby takket været scoringer fra de tre U19 spillere Bertram Iversen, David Christiansen og Linus Kristjansen. FFK var foran 3-1 med 5 minutter igen af opgøret, men udeholdet fra Hornsherred formåede at sætte 2 scoringer ind til allersidst.
Senior 2 måtte ligesom senior 1 helt ind i dommerens tillægstid, før de fik sikret sig et fortjent 2-2 resultat i serie 3 opgøret mod Gilleleje. Gæsterne kom foran 10 minutter før pausen, men kort efter udlignede U19 spilleren, Joudi Shaker efter et fremragende indlæg fra Frederik Larsen.
10 minutter efter pausen genskabte Gilleleje deres føring, men FFK’erne gav ikke op og i kampens døende sekunder lykkedes det at sikre 1 point da keeper, Tobias Jørgensen var gået med frem ved et hjørnespark og han formåede at få bolden dirigeret hen til Tobias Lyngbak, der fra tæt hold sendte 2-2 scoringen i nettet. Senior 2 fik dermed sikret sig sæsonens første point.
På lørdag spiller senior 1 på udebane i serie 1 mod Vejby-Tisvilde og senior 3 spiller i serie 4 på udebane mod Slagslunde-Ganløse. Senior 2 er oversiddere i den kommende spillerunde i serie 3.