FFK tabte i sidste sekund
Foto: Dorte Meldgaard
Et afbudsramt FFK-hold ramte et bump i oprykningsjagten, da man på hjemmebane tabte med 1-2 til Jyllinge lørdag eftermiddag.
På en knastør og ujævn bane var det umuligt at spille poleret fodbold, og kampen var også præget af fysik og afleveringer, som hoppede langs græsset.
Jyllinge kom klart bedst fra start og bragte sig foran 1-0 i kampens indledning. Det var småt med chancer i begge ender, men FFK spiste sig mere og mere ind i opgøret - dog uden at skabe de helt store muligheder.
Med få minutter tilbage af kampen var der en del af juble over for hjemmeholdet, da FFK fik tildelt et straffespark. Daniel Jacobsen var sikkerheden selv og udlignede til 1-1, og så kunne alt ske i de sidste minutter.
Desværre for FFK sluttede Jyllinge kampen af med at score direkte på frispark og dermed hente tre vigtige point for dem.
Nederlaget betyder, at FFK med to kampe tilbage har tre point op til LSF på førstepladsen. Netop LSF er modstanderen i sidste runde, så FFK kan stadig selv afgøre, om man rykker op.
Cheftræner Michael Schou var ærgerlig over nederlaget, og nu handler det om hurtigt at komme videre.
"Vi er skuffede over vores præstation, hvor vi ikke rammer vores niveau. Banen gør det enormt svært at spille langs græsset, men i de kampe er man nødt til at investere i duellerne. Her var vi for langt fra, og derfor tabte vi."
"Vi må hurtigt videre, og vi ser allerede fremad til næste kamp ude mod Ølstykke på fredag. Det ligger stadig til, at vi selv kan afgøre det, så der er ingen grund til at hænge med hovedet," siger Schou.
Rasmus Løkkegaard blev kåret til FFK's bedste på dagen.
"Hvis jeg skal være ærlig, var det ikke nogen køn kamp fra vores side. Vi ramte ikke det niveau, vi forventer af os selv, og vi gjorde det sværere end nødvendigt."
"Til gengæld synes jeg, det siger meget om det hold, vi er blevet, at vi finder en vej tilbage i kampen og får kæmpet os til 1-1. Derfor er det selvfølgelig ekstra bittert at smide det hele væk på et mål i sidste minut. Den slags gør ondt, og det kommer det også til de næste par dage."
"Men vi har ikke tænkt os at grave os ned. Tabellen lyver ikke, og vi ved, hvad der skal til. Der er stadig to kampe tilbage, og vi går ind til dem med én ambition: at vinde begge. Vi er ikke færdige endnu, og vi kommer til at kæmpe til sidste fløjt for at holde drømmen i live," siger forsvarsprofilen.
Næste FFK-kamp er fredag klokken 18.30 ude mod Ølstykke.


