FFK U19 herrer kom videre i pokalturneringen med en sikker sejr over Frederikssund
Joudi Shaker bidrog med 2 scoringer og 1 assist til U19's sejr over Frederikssund i pokalturneringen. Arkivfoto: Dorte Meldgaard Hansen
FFK satte sig på opgøret fra kampens start og allerede efter 6 minutter bragte Bertram Iversen hjemmeholdet foran, assisteret af Joudi Shaker.
Midtvejs i halvlegen blev det også 2-0, da Rasmus Jacobsen sikkert omsatte et straffespark.
Frederikssund var meget sjældne gæster på Frederiksværks banehalvdel, men det lykkedes alligevel udeholdet at få reduceret, da et af deres sjældne hjørnespark førte til klumpspil foran mål, hvor bolden endte med at blive sendt i eget net af en FFK spiller.
2-1 ved pausen var et par FFK-scoringer for lidt, men de kom til gengæld i anden halvleg.
Først gjorde Joudi Shaker det til 3-1 efter 55 minutter, da han erobrede kuglen fra Frederikssund-forsvaret og sikkert satte den ind bag gæsternes keeper.
Et kvarter senere blev Joudi Shaker også dobbelt målscorer, da han flot bankede bolden op under overliggeren fra kanten af feltet.
Også Rasmus Jacobsen blev dobbelt målscorer, da han kort efter sendte et frispark direkte i nettet til 5-1 fra omkring 25 meters afstand.
10 minutter før tid kom også Luca Ziebell Runge på tavlen for FFK, da han flot omsatte et godt Malthe Sandvad oplæg til 6-1.
I kampens tillægstid fik udeholdet lov til at pynte på resultatet, da de omsatte et frispark til slutresultatet 6-2.
I den kommende runde, som spilles i næste uge, har FFK trukket det stærke førerhold i U19 Øst 1, FA 2000. Det bliver en svær, men også spændende udfordring for cheftræner Allan Arges mandskab.