Flot comeback af U19-pigerne
FFK’s U19-piger var mandag aften i aktion i Helsinge, hvor vejret bød på regn og blæst. Trods et massivt spilovertag fra FFK’s side, lykkedes det hjemmeholdet at udnytte deres chancer bedst i første halvleg, og pigerne måtte gå til pause bagud 2-0. FFK’s målmand Augusta havde ellers meget lidt at se til, men skarpheden foran kassen manglede i de første 45 minutter.
I anden halvleg fortsatte FFK med at presse på, og spillet foregik primært på Helsinges banehalvdel. Tålmodigheden og viljen gav til sidst pote, da FFK fik udnyttet to gode chancer og dermed kæmpede sig tilbage til 2-2. Selvom sejren glippede, viste pigerne flot moral og kampgejst ved at komme tilbage.
Nu venter sæsonens sidste hjemmekamp torsdag kl. 17.30 mod Roskilde Pigefodbold, hvor holdet håber på stor opbakning fra publikum. Kom og hep – pigerne fortjener det!