Ingen planer i ferien? Stor fodboldlørdag på Frederiksværk Stadion
Serie 1 opgøret spilles kl. 13.30 på opvisningsbanen. FFK's senior førstehold har efter en flot sæsonåbning kun hentet 1 point i de to seneste kampe i serie 1, så holdet har brug for at komme tilbage på sporet med en sejr, hvis positionen i rækkens topfelt skal fastholdes.
Cheftræner William Karstensen tror på sejren, men forventer samtidig, at Måløv bliver en svær modstander: "Vi fik et godt point med hjem fra Brøndby Strand i mandags mod en rigtig stærk modstander og det skal vi bygge videre på mod Måløv. Måløv er involverede i meget målrige kampe og har som rækkens mest scorende hold en stærk offensiv, som vi skal have fokus på, ikke får plads at spille på. Vi skal være fokuserede, disciplinerede og velorganiserede og selvfølgelig udnytte vores chancer. Kan vi det, er jeg sikker på, vi har kvaliteten til at tage de 3 points."
Efter serie 1 kampen spiller FFK's senior 2 kl. 15.30 på opvisningsbanen mod Ålholm i serie 3. FFK kæmper for overlevelse i bunden af rækken og skal have 3 points, hvis chancen for at blive i serie 3 skal fastholdes inden næste uges sidste spillerunde.
Tidligere på dagen skal senior 3, som i endnu højere grad har kniven for struben, i kamp i serie 4 mod St. Lyngby og derudover spiller også FFK's U15 drengehold i mesterrækken mod Herfølge om formiddagen.
Lørdagens samlede kampprogram på Frederiksværk Stadion ser således ud:
Kl. 11:00 U15 Drenge Mesterrække FFK-Herfølge BK
Kl. 11:00 Senior serie 4 FFK-St. Lyngby IF
Kl. 13:30 Senior serie 1 FFK-Måløv BK
Kl. 15:30 Senior serie 3 FFK-Ålholm IF
Der vil være åbent i klubhusets café og der tændes for grillen på terrassen. Her vil man kunne stille sulten med bl.a. de legendariske stadionpølser og bøfsandwich, ligesom der kan købes et bredt udvalg af drikkevarer.
Inden førsteholdets kamp skal målmand Mathias Sandvad hyldes for at have spillet sin kamp nummer 100 for FFK's førstehold. En imponerende bedrift af FFK's sikre sidste skanse. Tillykke til Sandvad.
Husk, at fodbold skal ses på stadion og der er alle mulige gode grunde til at lægge vejen forbi Frederiksværk Stadion til en hyggelig og spændende lørdag i fodboldens tegn.