Menu

Kæmpe lørdag på Frederiksværk Stadion

image Foto: Dorte Meldgaard
15. august 2025 kl. 14:42
Der er masser af hjemmekampe denne lørdag på Frederiksværk Stadion, når sæsonen skydes i gang.

Endelig kan vi sætte punktum over sommerpausen - endelig er vores store fodboldlørdage tilbage. 

Det starter denne lørdag, hvor der er en masse fodbold på programmet på Frederiksværk Stadion. 

Bare se følgende oversigt: 

Klokken 10.00: U12 drenge mod Frederikssund IK
Klokken 11.00: Senior 3 - Stenløse BK
Klokken 11.00: U14 drenge - IF Bytoften
Klokken 11.00: U11 drenge - Herlev IF
Klokken 11.15: U15 drenge - Greve Fodbold (opvisningsbanen)
Klokken 12.00: U12 drenge - Slagslunde Ganløse IF
Klokken 13.30: Senior 1 - Vallensbæk IF (opvisningsbanen)
Klokken 15.30: Senior 2 - IS Skævinge (opvisningsbanen)

Vores dygtige U15-drenge, der spiller i mesterrækken, får fornøjelsen af at spille på opvisningsbanen som opvarmning til lørdagens hovedret. 

Klokken 13.30 starter Senior 1 sæsonen i Serie 1 med en hjemmekamp mod Vallensbæk IF. Én ting er sikkert - der kommer smæk på. Sæsonen er nu delt sådan op, at man rykker op eller ned efter et halvt år, hvorfor der er en masse på spil i alle kampe i efteråret. 

Legendarisk speaker er tilbage i FFK

Førsteholdets kamp byder ligeledes på et gensyn til Jesper Storgaard, som er tilbage i speakertårnet i FFK, når førsteholdet spiller sine hjemmekampe. Det glæder FFK, at Jesper er tilbage, og vi er sikre på, at han er med til at løfte oplevelsen af at se bold på Frederiksværk Stadion.

Cheftræneren har ordet

William Karstensen skal i gang med sin anden hele sæson som førsteholdstræner for FFK, og han kan ikke vente med at komme i gang:

- Så skal vi endelig i gang, og hvor har vi glædet os til denne lørdag. Der er ikke meget, der slår en sommerdag på Frederiksværk Stadion.

- Det bliver en hæsblæsende efterårssæson, hvor hver eneste kamp skal spilles som en pokalfinale. Vi skal være klar fra start, og det kan jeg garantere for, at drengene også er.

- Vi overlevede på drastisk vis i sidste sæson, men det er værd at have i baghovedet, at kun tre andre hold hentede flere point end os i foråret.

- Det skal vi tage med videre, og det synes jeg også, at vores testkampe i sommer har vist. Hele 12 mål har vi scoret mod Hillerød og Svinninge, hvilket bekræfter mig i, at holdets offensiv, når det rammer dagen, kan gøre ondt på alle på det her niveau.

- Svinninge, et andet Serie 1-hold, slog vi senest 6-0, og derfor fik vi også visket pletten mod Hundested godt væk.

- Så jeg er sikker på, at vi er, hvor vi skal være, og det håber jeg, at kampen mod Vallensbæk viser. Det bliver en stor opgave. De sluttede som nummer tre i en anden Serie 1-pulje i sidste sæson, så det er for alvor et hold, vi skal måle os med.

- Derfor håber vi, at I er med os hele vejen. Så skal vi nok gøre alt, hvad vi kan, for at indlede sæsonen med tre point.

Oprustning i trænerstaben

Ingen hovedret uden dessert og sådan er det heller ikke denne lørdag. Klokken 15.30 tager Senior 2 imod lokalrivalerne fra Skævinge på opvisningsbanen. Karsten Rousing-Bendtsens tropper sluttede en imponerende sidste sæson af med en oprykning fra serie 4 til serie 3, og alle er spændte på at prøve sig af på højere niveau. 

FFK kan med glæde meddele, at klubben har oprustet i trænerstaben omkring Senior 2. Der er lavet en aftale med Andreas Westh, som dermed vender retur til FFK's seniorafdeling. 

Andreas træder ind i trænerstaben med massevis af fodbolderfaring. Med 175 førsteholdskampe og 49 scoringer er han en af de spillere, som har sat sit største præg på FFK's førstehold i tidernes løb, og den gavn vil vores gode spillere omkring andetholdet naturligvis nyde rigtig godt af. 


Kun fem spillere har flere førsteholdskampe i FFK's historie end Andreas Westh.

Vi håber, at folk har savnet fodbolden og de store lørdage, så der kommer massevis af mennesker på stadion. Caféen åbner klokken 9.00 og vil holde åbent indtil Senior 2-kampen er slut. Der vil ligeledes blive tændt op i grillen, så man kan få en god bid mad i løbet af dagen ved siden af kolde drikkevarer.

Så der er ingen undskyldning for ikke at svinge forbi til en god gang hygge og fodbold. 

Se hvilke baner de forskellige hold skal spille på her.

Vi ses på stadion!

Frederiksværk Fodbold Klubs hovedsponsor er NLMK DanSteel

Luk