Magdemonstration: Vi spiller på et højt niveau
Foto: Dorte Meldgaard
FFK byggede lørdag videre på den rigtig gode start, som Michael Schou har fået som cheftræner for Senior 1, da vi på eget græs sendte Ølstykke hjem med et 3-0-nederlag i Serie 1.
FFK leverede på et højt niveau, og sejren var fuldt fortjent. Carl Løkkegaard sikrede os en drømmestart, da han opfangede en ripost fra Ølstykkes keeper, som ikke kunne holde Patrick Pedersens indlæg, tæt under mål.
FFK skabte en masse chancer, og med mere skarphed skulle vi have scoret flere mål i første halvleg. I den anden ende lukkede defensiven godt af, når Ølstykke truede.
I anden halvleg skruede FFK yderligere op, og det kunne Ølstykke ikke håndtere. Kampens spiller, Albert Appel, spillede en pragtkamp, og det var passende, at det var ham, som fordoblede føringen.
Carl Løkkegaard vandt bolden højt på Ølstykkes halvdel, og Magnus Avnsbo var herefter tæt på at score. Målmanden reddede, men riposten faldt til Albert på kanten af feltet. Med en fremragende dribling skabte Albert plads til sig selv og med venstreskøjten sendte han bolden flot i mål ved fjerneste stolpe.
I slutfasen gjorde Daniel Jacobsen det til 3-0. Igen vandt vi bolden på Ølstykkes banehalvdel, hvilket førte til, at Patrick Pedersen sendte et indlæg over ved fjerneste stolpe, hvor Daniel sikkert sendte den i mål.
Sejren og præstationen på banen vækker stor glæde hos cheftræner Michael Schou, som nu har hentet to sejre ud af to mulige.
"Vi vinder 3-0, og det var billigt sluppet for Ølstykke, for vi kunne have scoret endnu flere mål. Vi skulle bygge videre på vores sidste gode kamp og systemskiftet, og det må man sige, at vi lykkedes med. Vi spiller en fremragende kamp, og vi holder dem fra chancer og producerer selv en masse, siger Schou og fortsætter:
"Kampens spiller Albert holder legestue med modstanderne, og han lykkedes med rigtig meget. Forsvaret stod godt, og sejren var aldrig i fare."
"Spillerne har taget de ting, som jeg er kommet med, til sig, og de leverer på et højt niveau. Jeg er meget glad og tilfreds for starten," slår Schou fast.
Albert Appel sætter også ord på kampen, og kampens spiller nød at spille en afgørende rolle på grønsværen.
“Det var fantastisk at vende tilbage til de vante rammer på opvisningsbanen, og man må bare sige, at det var en rigtig god dag for os. Vi spiller en klasse kamp både offensivt og defensivt, og vi løber rundt derinde med masser af selvtillid og tro på tingene."
"At vi så kan sætte sådan en præstation sammen, når vores gode holdleder Mickes også blev hyldet for sit flotte jubilæum er bare fremragende. Nu venter der en topkamp næste weekend, og den glæder vi os til at spille. Tak for støtten til de mange tilskuere, som dukkede op."
Sejren betyder, at FFK er á point med LSF i toppen af Serie 1. Netop LSF møder vi på lørdag på udebane klokken 14.15.
Alt i alt var det en flot lørdag på Frederiksværk Stadion. Holdleder Michael "Mickes" Jensen blev hyldet for sit 20 års jubilæum som holdleder på Senior 1. Senior 3 vandt for anden runde i træk. U17 vandt også over Lyngby i Øst 2. U13 sejrede i Mesterrækken og U12 spillede 3-3 mod et stærkt Hillerød-hold.
Desværre tabte Senior 2 med 0-1 til Ålholm.








