Niels Lindegaard stopper som træner i FFK
Foto: Dorte Meldgaard
Frederiksværk Fodbold Klub siger farvel til en stor trænerkapacitet.
Niels Lindegaard startede i Frederiksværk Boldklub som 8-årig. Til næste år bliver han 46, og i al den tid imellem har han enten spillet fodbold eller været træner i FB/FFK. En klubmand ud over det sædvanlige, der nærmest er synonym med fodbold i Frederiksværk.
Nu er der dog sat et - foreløbigt - punktum, for Niels Lindegaard stopper som træner i FFK. Senest har han været assistenttræner på vores talentfulde U17-hold, som har nydt godt af Niels' store rutine og ikke mindst fantastiske evne til at samle en trup.
FFK vil gerne sige et stort tak til Niels for hans enorme indsats for klubben. Niels har tilbragt adskillige timer i FFK - både på banen, men ikke mindst uden for banen som samlingspunkt for både ungdom og senior.
Da klubben blev stiftet, var det med Niels som spiller på førsteholdet. I 2013 satte han gang i trænerkarrieren som U15-træner, og siden da har han både været træner for vores senior 2, været assistent på senior 1 samt været assistent på U17.
Heldigvis er det ikke sådan, at FFK siger farvel til Niels. Han vil stadig være en del af klubben, bare som frivillig, hvilket vi er meget taknemmelige for.
Der skal lyde et stort tak til Niels for en kæmpe indsats over en lang årrække.
Niels' afløser i trænerteamet omkring U17 er allerede fundet. FFK er meget tilfredse med, at Tom Jensen Furbo har takket ja til at indgå i trænerteamet, og han starter op fra årsskiftet. FFK ser Tom som en fremragende løsning for den spændende årgang. Tom var senest cheftræner på senior 3, og så har han tidligere været U19-træner med stor succes.
Velkommen til Tom.