Menu

Stor fodboldlørdag på Frederiksværk Stadion

image Stor fodboldlørdag i vente på Frederiksværk Stadion
Jesper Thinghuus
29. august 2025 kl. 11:45
Lørdag slår Frederiksværk Stadion dørene op til en stor fodbolddag med masser af kampe i både senior- og ungdomsrækkerne.

Hovedkampen er senior 1's opgør i serie 1 kl. 13.30 på opvisningsbanen mod Herstedøster.

FFK har fået en god start på serie 1 sæsonen med 4 points i de første to kampe, hvor Vallensbæk er blevet besejret med 4-1 på hjemmebane, mens det senest blev 0-0 på udebane mod Stenløse.

Lørdagens modstander, Herstedøster, har hentet 3 points i sæsonens første to kampe, men er uden tvivl et af serie 1's stærkeste mandskaber. Holdet fra den københavnske vestegn sluttede som nr. 3 i serie 1 rækken i forrige sæson, hvor de indbyrdes opgør mod FFK var ganske lige. FFK vandt sidste efterår med 3-2 på Frederiksværk Stadion, mens Herstedøster trak det længste strå med de samme cifre, da holdene mødtes på Herstedøster Stadion i forårssæsonen.

FFK's cheftræner William Karstensen ser frem til et svært og jævnbyrdigt opgør: "Vi var lidt skuffede over ikke at få alle 3 points i sidste uges opgør mod Stenløse, hvor vi havde spil og chancer til en sejr, men alt i alt er vi tilfredse med at have indledt sæsonen med 4 points i de første 2 kampe. Det skal vi bygge videre på mod Herstedøster, som vi ved, er et velorganiseret, disciplineret og fysisk stærkt mandskab. Vi skal være 100 pct. koncentrerede og fokuserede på opgaven i alle 90 minutter. Er vi det, er jeg sikker på, vi har kvaliteten til at gentage sidste sæsons hjemmesejr mod Herstedøster."

Også FFK's senior 2 og 3 skal i ilden lørdag på Frederiksværk Stadion. Senior 2 møder Gilleleje i serie 3 kl. 15.30 på opvisningsbanen, mens senior 3 tager imod Dalby i et serie 4 opgør kl. 11.00 på bane 4.

Herudover skal flere af FFK's ungdomshold også i kamp i løbet af dagen, og lørdagens samlede kampprogram på Frederiksværk Stadion ser således ud:

Kl. 10:00 U12 Drenge 2 FFK-Fredensborg BI, Bane 2

Kl. 11:00 Senior serie 4 FFK-Dalby IF / HFK fodbold, Bane 4

Kl. 11:00 U11 Drenge 4 FFK-Hareskov IF, Bane 5A

Kl. 11:00 U15 Drenge Mester FFK-Holbæk B&I, Opvisningsbanen

Kl. 11:00 U14 Drenge 1 FFK-Allerød FK, Bane 6

Kl. 11:15 U13 Drenge 1 FFK-FC Rudersdal, Bane 2

Kl. 13:30 Senior serie 1 FFK-Herstedøster IC, Opvisningsbanen

Kl. 15:30 Senior serie 3 FFK-Gilleleje FK, Opvisningsbanen

Der vil dagen igennem være åbent i caféen og grillen på terrassen bliver tændt, så de forhåbentlig mange tilskuere på stadion kan styrke sig på både de legendariske stadionpølser, bøfsandwich, kolde og varme drikkevarer og meget mere.

Husk at fodbold skal ses på stadion, så læg vejen forbi Frederiksværk Stadion og støt FFK's hold på en stor fodboldlørdag.

Luk