Menu

Træner skifte på senior 1 til den kommende sæson

image
MHJ
29. oktober 2023 kl. 11:26

Udskiftning på senior 1’s trænerbænk

Efterårssæsonen lakker mod enden og i den forestående vinterpause kommer der til at ske en ændring i trænerstaben hos FFK’s senior 1, idet Allan Arge stopper som cheftræner og afløses af Jesper Olsen.

Efter tre et halvt år ved roret for FFK’s førstehold ønsker både cheftræner Allan Arge og målmandstræner Jesper Thinghuus at tage en pause fra trænergerningen for at få lidt mere tid til familien på hjemmefronten.

Begge har overfor klubben givet udtryk for, at de har været glade for at være hos FFK, men at det nu, hvor senior 1 har etableret sig i serie 1, er tid til at overdrage stafetten til nye kræfter.

Med sine tre et halvt år ved roret er Allan Arge den hidtil længst siddende cheftræner i FFK’s snart 20-årige historie og han har før sæsonens sidste kampe stået i spidsen for holdet i 89 opgør i turnerings-, pokal- og sjællandsmesterskabssammenhæng.

Det har været en succesfuld tid, for under Arges ledelse har førsteholdet med 57 sejre, 9 uafgjorte og 23 nederlag hentet over 2 point i gennemsnit pr. kamp samt ikke mindst opnået oprykninger to år i træk fra serie 3 til serie 2 i 2021 og fra serie 2 til serie 1 i 2022. I de 89 kampe har FFK scoret 265 mål, hvilket svarer til 3 scorede mål i gennemsnit pr. kamp.

Fra FFK skal der lyde en stor tak for indsatsen til både Allan og Jesper og et på glædeligt gensyn, idet de begge har givet udtryk for fortsat gerne at ville hjælpe lidt til i klubben på et mere neddroslet niveau.

Seniorformand, Jimmi Jørgensen retter således en stor tak til Allan og Jesper for den store indsats, de har leveret hos FFK og udtaler: ”I klubbens bestyrelse er vi meget tilfredse med det arbejde, Allan og Jesper har udført gennem de seneste par år, hvor skuden for FFK’s førstehold og seniorafdeling generelt er blevet vendt til en positiv udvikling, hvor vi nu ser ind i at etablere os i serie 1. Det ser lovende ud for de kommende sæsoner.”

Det arbejde skal nu fortsættes under ledelse af den nye mand på cheftrænerposten hos FFK, Jesper Olsen.

Han skal stå i spidsen for serie 1 holdet sammen med assistenttræner Gustav Koch Vandal, der kom til i sommer, og som fortsætter i klubben.

Jesper Olsen har senest været cheftræner for Vejby-Tisvilde, som han sikrede oprykning for fra serie 3 til serie 2 i 2022, hvorefter holdet som nyoprykker fik en imponerende fjerdeplads i serie 2 i 2023.

Det er en mand med masser af trænererfaring, der nu går ind ad døren hos FFK. I alt har Jesper været træner i Vejby i 8 år og før det i knap 15 år hos Helsinge, ligesom han i de helt unge trænerår har været hos Nexø og Græsted.

Jesper er 44 år og bor i Helsinge. Han er gift og har to voksne børn. Når han ikke er på fodboldbanen, arbejder Jesper som fugemand.

Seniorformand, Jimmi Jørgensen udtaler: ”på vegne af FFK’s bestyrelse og klubben i det hele taget vil jeg gerne byde Jesper hjerteligt velkommen til FFK. Vi står foran en spændende tid for Frederiksværk Fodbold Klub og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet med Jesper.”

 

Luk