Menu

U19 faldt med æren i behold

image FFK's U19 kæmpede flot, men FA2000 var for stærke. Foto fra en af holdets tidligere kampe.
Jesper Thinghuus
30. oktober 2025 kl. 17:16
FFK's U19 herrehold måtte onsdag aften lade livet i pokalturneringen, da FA2000 fra Øst1 var for stærke og tog hjem fra Frederiksværk med en 2-0 sejr efter et opgør, hvor FFK spillerne kæmpede forbilledligt, men til sidst måtte give fortabt.

Det er ingen skam at tabe til et bedre hold og det var, hvad der skete for FFK's U19 herrehold onsdag aften, da de i pokalturneringens 4. runde mødte FA2000 fra Frederiksberg.

FA 2000 spiller til daglig 3 rækker højere end FFK, i U19 Øst1, hvor de ovenikøbet er placeret på rækkens 2. plads.

Kampen på Frederiksværk Stadions kunstgræsbane var da også kendetegnet ved, at gæsterne fra Frederiksberg satte sig tungt på boldbesiddelsen. FA2000 viste et noget højere teknisk, taktisk og fysisk niveau, end FFK normalt møder i U19 række 1, men FFK spillerne leverede en flot, taktisk velorganiseret indsats, hvor spillerne løb solen sort, og det gjorde det meget svært for udeholdet at komme frem til store chancer.

Første halvleg endte derfor uden mål og drømmen om måske at kunne drille storfavoritterne, voksede i FFK-lejren.

Anden halvleg begyndte med den samme tendens som i første. FA2000 dominerede klart, men Frederiksværk-spillerne sloges og kæmpede forbilledligt og holdt for det meste de stærke gæster væk fra FFK målet.

Udeholdet virkede dog til at komme tættere på et føringsmål, idet de ramte stolperne et par gange, ligesom FFK-keeper, Magnus Andersen, storspillede og leverede et par flotte redninger og indgreb, når det brændte på.

Da FFK efter 71 minutters spil fik et gult kort og dermed 10 minutter i undertal, gik den imidlertid ikke længere og efter 77 minutters spil gik FA2000's højre kant solo gennem FFK forsvaret og sparkede sikkert føringsmålet ind.

FFK havde indtil da været sjældne gæster i FA2000's ende af banen og med trætheden, der meldte sig hos det hårdt kæmpende hjemmehold, lykkedes det da heller ikke at bringe spændingen tilbage i opgøret. Tværtimod satte udeholdet det afgørende søm ind i kampens sidste minut, så sensationen udeblev og opgøret endte med en meget fortjent 2-0 sejr til gæsterne fra Frederiksberg.

FFK-spillerne kan dog se sig selv i spejlet med stolthed. Indsatsen var over hele linjen til mere end godkendt og det er som nævnt ingen skam at tabe til et bedre hold, når man har kæmpet, det bedste man kunne.

Luk