Vellykket C2-trænerkursus i FFK
Frederiksværk Fodbold Klub har en erklæret ambition om at have de dygtigste fodboldtrænere i Halsnæs, og en del af denne målsætning skal opfyldes ved, at alle trænere helst skal være uddannet i DBU's uddannelsessystem.
Derfor har denne weekend været en stor milepæl for FFK, for både lørdag og søndag har ti FFK'ere været igennem UEFA C2-kurset, som er andet trin i UEFA's træneruddannelse.
Mange af trænerne var i november på C1-kurset, så i FFK glæder vi os over den lyst, der er fra vores træneres side for at dygtiggøre sig. Det kommer først og fremmest vores medlemmer, men ligeledes trænerne og klubben som helhed til gode.
Både lørdag og søndag har der været fuld knald på i FFK. Både i klubhuset til den teoretiske del, men især også på kunsten til diverse træningssessioner. Her vil FFK gerne sende en stor tak til vores U9, U10, U11 og U12-spillere for at hjælpe til, så vores trænere havde de bedste forudsætninger for at uddanne sig. Uden jer kunne det ikke lade sig gøre.
Vores trænere har blandt andet fået dette ud af C2-kurset:
- Spildesign mere i dybden end på C1
- Træneren som hjælper for holdet
- Træneren som hjælper for spilleren
- Niveaudeling og differentiering
- Spillerens nøglefærdigheder
- Instruktionsmomenter ved træning af specifikke færdigheder
- Legende tilgang til fodboldspillet
- Det gode fodboldmiljø - træning og kamp
Sidst men ikke mindst vil FFK sende en tak til Halsnæs Kommune for støtte via frivillighedspuljen til klubkurset. FFK sætter stor pris på, at kommunen har bidraget til, at vi kan udvikle vores klub og vores trænere væsentligt med dette kursus.

